Skoleelever omfavner robotter på innovationsdag


Fire gange så mange elever som forventet har tilmeldt sig Syddanske Forskerparkers innovationsdag, Future Innovators, der med økonomisk støtte fra projektets to sponsorer, Ewii og Odense&Co, er udvidet med to ekstra dage.

Det kommer til at boble af innovation, når 800 elever fra folkeskolens 8. og 9. klasser stempler ind i Videnbyen til tre dages innovationsrejse fyldt med vilde ideer, højt tempo og udfordringer med fokus rettet mod robotter, it og teknologi.

”Her i Odense mener vi det, når vi siger, at børnene og de unge er en del af vækstdagsordenen. Om få år er det dem, der skal tage ansvar for vores by og finde i morgens løsninger på i dags udfordringer. Det lover godt for fremtiden, når op mod 800 elever siger ja tak til at komme her i Videnbyen for at bruge en dag på at arbejde med innovation, robotter og entreprenørskab”, siger børn- og ungerådmand i Odense Kommune, Susanne Crawley Larsen (R).

I Syddanmark ligger vi allerede nummer 1, når det kommer til entreprenørskab. Næsten 21 procent af eleverne har haft det på skoleskemaet i år. På Sjælland er det kun knap 13 procent af eleverne, der har haft entreprenørskabsundervisning. Førstepladsen kommer ikke bag på vækstchef i Odense&Co, Bjarke Wolmar.

”Odense er førende i Danmark på fremtidens teknologi – særligt robotter og droner. Folkeskoleleverne i Odense får her adgang til og forståelse for den nyeste viden og teknologi, som gør dem parate til at forstå fremtidens arbejdsmarked og uddannelser”, siger han.

Projektets anden sponsor, EWII, er også glad for at være med:

”Future Innovators har fokus på at skabe interesse og kendskab til innovative fag som velfærdsteknologi og robotteknologi. Det er emner, der er vigtige for Danmarks fremtid”, udtaler Jette Steen Nielsen, sponsor og marketingkonsulent hos EWII

Future Innovators løber af stablen den 16.-18. januar og byder på både workshops og udstillinger, hvor eleverne kan komme helt tæt på virksomhederne. Future Innovators er et nyt tiltag udviklet af Syddanske Forskerparker, der i forvejen driver 4 innovationsmiljøer med over 120 vækstvirksomheder indenfor robot- og velfærdsteknologi, grøn energi, designtænkning mv. Syddanske Forskerparker driver også iværksættertilbuddet Takeoff med afdelinger i Sønderborg, Kolding og Odense.  






Syddanske Forskerparker
Copyright © 2014